Pige på pige: Charlotte Jansen om kvinder i fotografi
Journalisten om, hvordan hendes nye bog undersøger den måde, kvinder er afbildet på, og de billeder, de skaber for sig selv
Den måde, vi ser kvinder på, ændrer sig takket være en ny generation af kvindelige fotografer, der for første gang i historien bryder ind i mainstream-bevidstheden. Vi er vant til at se kvinder afbildet af mænd eller for mænd, men det 'kvindelige blik' - en visuel verden ifølge kvinder, for kvinder - giver et andet perspektiv.
Jeg troede, det var vigtigt at forstå, hvad fremkomsten af kvindelige fotografer i de sidste fem år betyder, ikke kun for kunst og fotografi, men for den visuelle kultur generelt. I Girl on Girl interviewede jeg 40 kvinder, hvis kvindelige blik falder specifikt på den kvindelige form: det sværeste emne at tage fat på i visuel kultur, og et, der akut skal omplaceres. Når vi ser kvinder på fotografier, er det dominerende budskab, vi får, at kvinder er seksuelle eller kommercielle objekter - uanset om det er i modemagasiner, i reklamer eller i kunst. Selv når kvinder påvirker den måde, vi ser tingene på – skaber flere af de fotografier, vi bliver eksponeret for hver dag – er det indrammet som en forbigående trend snarere end et ægte socialt skift. Da fotografier af kvinder har en så central plads i vores visuelle verden, hvis vi ikke er i stand til at se ud over disse fortolkninger, hvordan kan vi så forvente at føle os anderledes, når vi ser på en kvinde i det virkelige liv?
Med udgangspunkt i arven fra kvindelige fotografer gennem det 20. århundrede, fra de radikale feminister i 1970'erne til de postmodernistiske værker fra 1980'erne og 1990'erne, talte jeg med kunstnere, der er opstået i den såkaldte 'selfie'-æra, Instagram-alder, hvor fotografiets grænser er blevet udvisket. At beslutte sig for at fotografere en kvinde som kvinde er ikke let – ikke kun risikerer du at blive afvist som narcissistisk og klam, men dit arbejde vil hurtigt blive stemplet som feminint eller feministisk, hvilket er en måde at få det til at fremstå mindre relevant. Det er endnu sværere at blive taget seriøst, hvis du er en kvinde, der tager billeder af sig selv, og du arbejder online. De fotografer, jeg mødte, fortsætter med at skabe i den kvindefjendske atmosfære, der præger vores verden, men hvis du har lyst til at kigge længere på, hvad de laver, vil du se, at det kvindelige blik ikke er noget, der kun relaterer sig til kvinder og har masser at sige om en række emner. Det er en måde at se verden på på en måde, vi aldrig har set den før.
Førende her er unge kunstnere, hvis praksis først dukkede op online, herunder Juno Calypso, Petra Collins og Molly Soda. Hver af deres praksis er særskilt, og deres tilgang er meget forskellig. Hver spiller med den uendeligt problematiske online selfie og bruger den på unikke måder til at forstyrre den idé, vi har om det offentlige og private rum. Calypso, for eksempel, opfinder en fantasiverden for at sige noget sandt om indre begær og den måde, personlig lyst og kommerciel romantik flettes ind i hinanden og divergerer. Collins arbejder i mellemtiden med den måde, vi ser på fotografier nu - i et hurtigt tempo - og har opbygget et fællesskab, der er mindre centreret om det ikoniske billede og mere om at udvikle værktøjer til at håndtere angsten i det moderne liv.
Der er andre kvinder i bogen, der arbejder på tværs af kunst, mode, reklame og dokumentar, som viser, hvor varieret brugen af den kvindelige form kan være – og hvor begrænset vores forståelse af den har været indtil nu. Avia Wyse – en ung israelsk fotograf, der slet ikke arbejder online – skaber for eksempel flere billeder af nøgne kroppe, insisterer på kroppe som kroppe, en fysisk sag, en skal for sjælen og intet mere. Hun optræder aldrig i sine billeder, men det er kun hendes perspektiv, vi får fra dem. Andre kvinder bruger kun deres egen krop, da det er den eneste, de virkelig kan kontrollere, såsom Isabelle Wenzel, der blander design, skulptur og performance med fotografi. Hun bruger kun sin egen krop, siger hun, for det er noget, hun har konstant uhæmmet adgang til, og der kræves ingen småsnak med modeller. Hendes billeder fortæller os intet om femininitet eller om selvet – det er spontane snapshots, der gør brug af form og forholdet til rummet.
Det eneste, der forbinder disse 40 kvinder, er, at de alle vælger at fotografere kvinder, og hvad deres arbejde viser os er, at når vi ser på kvinder, er der så mange flere ting, vi kunne se.
CHARLOTTE JANSEN er kunst- og kulturjournalist og hovedredaktør af magasinet Elephant. Hendes bog, Girl on Girl: Art and Photography in the Age of the Female Gaze (19,99 £, Laurence King), er ude nu; laurenceking.com
