Egypten: farvel demokrati, hej præsident Sisi
Egypten stemte for Morsi og hans islamiske styre: men Vesten har med glæde set militæret gentage kontrollen
MAHMUD KHALED/AFP/Getty Images
SÅ, det 'arabiske forår', en sætning så misvisende som 'masseødelæggelsesvåben', og lige så ukritisk vedtaget af vestlige politiske beslutningstagere, er ved at gå i stå næsten overalt.
Libyen er et rod. I Syrien har de, der kæmpede mod præsident Assad, netop overgivet Aleppo til regeringsstyrkerne. Og, måske mest skuffende for fantasterne i Udenrigsministeriet, er Egypten kommet fuld cirkel: Det arabiske forår dér har vist sig blot at være en politisk Groundhog Day, der bytter et brutalt militærdiktatur ud med et andet. Ved valg, der skal afholdes i slutningen af maj, vil feltmarskal Abdel Fattah el-Sisi blive valgt til præsident af dem, der gider stemme.
En folkelig opstand i 2012 formåede at afsætte luftvåbengeneralen Hosni Mubarak og banede vejen for et parlamentsvalg, der blev vundet overbevisende (som de fleste forventede) af Friheds- og Retfærdighedspartiet, der er allieret til Det Muslimske Broderskab. Mohammed Morsi blev behørigt valgt til præsident og gik derefter i gang med at gøre, hvad Det Muslimske Broderskab havde lovet, og hvad folk i hans verdensbillede plejer at gøre overalt - han gik entusiastisk i gang med et islamificeringsprogram.
Disse programmer plejer at ligne hinanden, uanset om de anvendes på skoler i Birmingham eller til et helt land som Egypten. Sharia-loven bliver suveræn, og enhver, der står i vejen, fjernes - angiveligt gennem smart og vedvarende mikro-intimidation i Birminghams skoler, eller mere energisk i Egypten under Morsis styre. Men Morsi havde et klart mandat for sine handlinger, idet han vandt en to-hestes run-off med en større margin (51,7 procent) end præsident Obama gjorde i 2012 (51,06 procent).
I Egypten ser det ud til, at der er et stort antal mennesker, der stemmer gladeligt på Det Muslimske Broderskab. Det er sådan de er. De ønsker at leve i et traditionelt islamisk samfund. Alligevel fejler de til den liberale vestlige elites rædsel og afsmag på burka versus bikini-testen. Som et resultat afgav USA og dets puddel, Storbritannien, et militærkup mod Morsi.
Heavy-duty islamister kan være et usmageligt mandskab, men Egyptens nuværende militærregime er næppe bedre. Tusindvis af tilhængere af Det Muslimske Broderskab er blevet arresteret og bliver uden tvivl behandlet groft – vi fik et glimt af, hvordan det egyptiske hemmelige politi gik op under demonstrationerne mod Mubarak i 2012.
I marts dømte en egyptisk dommer 529 mænd til døden for drabet på en politibetjent. Den 28. april dømte samme dommer yderligere 683 mænd i en særskilt sag til at blive hængt. Dette overstiger antallet af dødsdomme idømt af Hitlers yndlingsdommer, Roland Friesler, efter plottet den 20. juli.
Morsi er i øjeblikket tiltalt for en række lovovertrædelser, herunder spionage - ekstraordinært i betragtning af, at kuppet mod ham sandsynligvis blev koordineret mellem USA og saudierne. Ligesom Charles I's indledende ord ved sin retssag i 1649 - jeg ville vide, med hvilken magt jeg kaldes her - har Morsi nægtet at anerkende rettens legitimitet. Da han blev spurgt om hans besættelse, sagde han ganske enkelt: Ægyptens præsident. Temmelig.
Heldigvis er ikke-intervention i andre landes anliggender en nyopfundet og allerede solidt forankret tradition i britisk politik. Afstemningen i Underhuset om Syrien i oktober 2013 etablerede en ny forfatningsmæssig etikette - selv en mindre militær intervention kræver samtykke fra Underhuset. Folk er glade nok for, at forbindelsesofficerer fra SAS kan hjælpe bestræbelserne på at redde kristne skolepiger bortført i Nigeria - men det er det hele.
Men mærkeligt nok indtager vores politiske elite en næsten imperialistisk holdning, når de vurderer det egyptiske folk som ude af stand til at træffe det rigtige valg i et frit og retfærdigt valg. Måske har for mange af dem opholdt sig på skatteydernes regning i den britiske ambassadørs bolig i Kairo, hvor entréen er domineret af store, overskægbesatte Technicolor-portrætter af disse ærkeimperialister Lord Kitchener og general Gordon fra Khartoum.
At folket er ude af stand til at vælge klogt, er også en idé, der ligger en række skurke i den nutidige politiske pantomime, som Eurocrats og BBC, for blot at nævne to.
Du ville have troet, at selv om vores indflydelse i udlandet aftager, ville vi stadig være parate til at holde fast i demokratiet. Som Winston Churchill sagde: Det er blevet sagt, at demokrati er den værste styreform bortset fra alle de andre, der er blevet prøvet.
