Er vi vidne til et nyt arabisk forår?
Unge mennesker i hele regionen er frustrerede over deres regeringers korruption og inkompetence
Irakiske demonstranter under sammenstød med sikkerhedsstyrker på Bagdads Khallani-plads under igangværende anti-regeringsdemonstrationer den 13. november 2019.
AFP via Getty Images
Kun i ét arabisk land, Tunesien, opnåede det arabiske forår i 2011 nogen form for succes. De fire andre mellemøstlige og nordafrikanske nationer, hvis opstande havde til formål at vælte deres ledere, gik stort set ned i kaos eller vendte tilbage til autoritært styre.
Egypten har formået at undslippe de udryddende borgerkrige, der stadig lammer Syrien, Libyen og Yemen. Protester, der rystede næsten alle andre nationer i regionen, aftog simpelthen.
Men mens de revolutionæres håb om demokrati og social, politisk og økonomisk retfærdighed enten visnede eller blev knust, har betingelserne bag deres desperation ikke ændret sig. Podning, kammeratskab, dårlig forvaltning og mangelfulde demokratiske processer er stadig udbredt i arabiske lande, og igen kræver folk forandring.
Folkemængder ind Irak , Libanon, Sudan, Egypten og Algeriet er alle gået på gaden i de seneste uger. Ligesom i Hong Kong , det er de unge, der giver energi til protesterne. I Irak og Libanon er korruption og inkompetence hovedårsagerne til vrede, selvom begge er bekymrede over tilstedeværelsen af sekterisme og Irans indflydelse i deres politik.
Libanon
Libanon er i grebet af uroligheder, der blev udløst, efter at regeringen indførte en skat på 20 cent på borgernes WhatsApp-opkald, mens nationen sank dybere ned i den økonomiske krise, og premierministeren, Saad Hariri, blev opdaget at have givet 16 millioner dollars til en sydafrikaner. supermodel.
Tirsdag, lige syd for Beirut, blev Alaa Abou Fakher, et medlem af det drusiske progressive socialistparti, skudt og dræbt, mens han marcherede mod regeringen. Dette har bragt demonstranternes inderlighed til et nyt niveau, og libaneserne
I sidste måned trådte Hariri tilbage som følge af urolighederne, men demonstranterne forbliver ubøjede. En gentagen sang er blevet til et slogan for demonstrationerne: 'Kilon yanni kilon' - alle betyder dem alle.
Irak
Med Iraks unge i spidsen, som lider af ødelæggende arbejdsløshed, protester startede i Bagdad i begyndelsen af oktober, og har siden spredt sig til landets syd. Irakere lider af begrænset adgang til uddannelse, sundhedspleje, rent vand og elektricitet, på trods af at de modtager den tredjehøjeste indkomst fra olieeksport i verden.
'Mere end 300 mennesker er blevet dræbt, da sikkerhedsstyrker har reageret på de for det meste fredelige demonstrationer ved at affyre skarp ammunition, gummikugler og tåregasbeholdere direkte mod ligene af demonstranter,' Reuters rapporter.
»Vi har intet – ingen skoler, ingen ordentlige hospitaler. Ingen rigdom til nationen. Politikere ved kun, hvordan man stjæler – de stjæler fra os,« sagde Mohammad Saeed Yasseen. 'Vi er nødt til at skille os af med disse korrupte embedsmænd. Uden det er der ingen løsning.'
Sudan, Algeriet og Egypten
Opstandene i to af de afrikanske nationer, Sudan og Algeriet, er længerevarende end deres modstykker i Irak og Libanon, og begge nåede deres oprindelige mål i april: væltet af deres respektive ledere, Omar al-Bashir og Abdelaziz Bouteflika. Begge var gamle, udskældte stærke mænd, der havde været på plads i årtier.
Afgørende er det dog, at hverken Sudan eller Algeriet er blevet aftaget af protesterne, som de kunne have gjort i 2011. De ved, at deres problemer ikke ligger i en enkelt galionsfigur, de fortsætter med at kræve systemiske forandringer.
Både Sudans og Algeriets præsidenter blev fjernet fra magten af et militært etablissement i håb om, at det ville virke som en presudløsning for urolighederne, der rystede deres nationer. De væbnede styrker, der afsatte deres statsoverhoveder, handlede for at blødgøre demonstranterne, men derved afslørede de, hvor den sande magt ligger.
Det samme kunne siges i Egypten i februar 2011, da de væbnede styrker accepterede Hosni Mubaraks tilbagetræden. Folkemængderne fejrede på den nu symbolske Tahrir-plads ved nyhederne, men kun to år senere, efter en sammenflettet demokratisk øvelse, indsatte et militærkup den ikke-valgte egyptiske hærchef general Abdel Fattah el-Sisi, som forbliver ved magten den dag i dag.
Egypterne er nu tilbage på gaden. Under masseprotester i september i Kairo og to andre byer råbte demonstranter 'Rejs dig op, frygt ikke, Sisi må gå' og 'befolkningen kræver regimets fald'.
Protester i Sudan fortsatte denne måned og opfordrede til en omfattende opløsning af hele den partistruktur, der omgav al-Bashir. Algeriere har holdt stævner hver fredag, siden Bouteflika blev afsat for syv måneder siden. Deres heftighed er ikke aftaget, og de kræver fortsat systematisk forandring. På trods af dette er regimet forblevet uberørt - det ser ud til, at fjernelsen af Bouteflika kun var en taktik til at køle demonstranters lidenskaber.
–––––––––––––––––––––––––––––––– For en opsummering af de vigtigste historier fra hele verden - og et kortfattet, forfriskende og afbalanceret bud på ugens nyhedsdagsorden - prøv magasinet The Week. Få din første seks numre gratis ––––––––––––––––––––––––––––––––
Det nye arabiske forår
Arabiske regeringer, der klamrede sig til magten, kan have troet, at de klarede stormen og var sikre. Men dagens protester viser, at de ikke gjorde god brug af deres udsættelse, skriver Marwan Muasher for Carnegie Endowment for International Peace . Der var ingen politiske reformer for at gøre systemer mere inkluderende, og ingen økonomiske reformer for at adressere korruption, forbedre regeringsførelse og skabe job. Problemerne fortsatte, og de har nu ført en klogere gruppe af demonstranter tilbage på gaden.
En egenskab, som hver af de nuværende protester deler, siger Washington Post , er omsiggribende sociale medier og en stigende generation af utilfredse unge, der er herre over det. Kombinationen af de to har ændret magtbalancen mellem regering og samfund i både demokratiske og autoritære stater.
