Twitter er ikke død - men det har mistet sin radikale ambition
Twitter var engang et netværk af ligeværdige – nu opdeles det i en optrædende klasse og et publikum
BREDE generaliseringer om Twitter misser ofte målet, ikke mindst fordi der ikke er to brugere, der oplever det på samme måde. Hvad du ser afhænger ikke kun af, hvem du følger, men også af, hvordan du får adgang til det: telefon eller desktop, browser eller app, Apple eller Android.
Ikke desto mindre har en byge af nyere historier indvarslet dens død, med varierende grader af triumf eller fortrydelse. Atlanterhavet , gik længst og hævdede, at Twitter er på vej ind i sit tusmørke og udskriver en udvidet hyldest til mikro-blogging-siden.
Forfatterne anerkender den subjektive karakter af deres argumentation, som næsten helt sikkert overdriver sagen. Når alt kommer til alt, bliver antallet af mennesker, der bruger Twitter, med at vokse, og den indtjening, det genererer, har nået en kvart milliard dollars. Men min egen subjektive opfattelse er, at de er ved noget: Twitter ændrer sig, og ikke til det bedre.
En, jeg følger, bemærkede for nylig, at hun nu retweeter andre oftere, end hun tweeter selv. Det ramte en akkord, og en hurtig gennemgang af mit output i løbet af de sidste to måneder afslørede, at retweets oversteg de originale tweets med mere end to til én.
Da jeg gravede dybere ned i min tidslinje, bemærkede jeg en anden tendens: Når jeg tweeter, bliver jeg retweetet mindre, end jeg plejede. Det kan være, fordi jeg er mindre interessant, end jeg var, men der er heldigvis en anden mulig forklaring.
Selvom jeg har flere følgere, end jeg plejede, ser færre af dem ud til at være virkelig forlovede med Twitter eller med mig.
Ser man bort fra spambots og døde konti, falder de fleste af mine følgere i to grupper: dem, der arbejder med medier, PR eller teknologi, og dem, som jeg har en personlig forbindelse med.
Mens de professionelle brugere er lige så aktive, er rigtig mange af de personlige forbindelser forstummet. Nogle er muligvis stadig derude, lytter og lurer, men de tweeter (eller retweeter) ikke længere.
Jeg retweeter dem naturligvis heller ikke, selvom jeg tidligere var meget mere tilbøjelig til at interagere på Twitter med en, jeg kendte i den virkelige verden. Nu afslører et trawl gennem min tidslinje, at jeg retweeter for det meste mennesker, jeg aldrig har mødt. Og de plejer at være mennesker med markant flere følgere end mig, og derfor folk som allerede bliver retweetet af mange andre.
Desuden starter eller deltager jeg nu sjældent i Twitter-samtaler. Jeg læser, retweeter og kommenterer af og til, men jeg engagerer mig ikke i frem og tilbage diskussion på den måde, jeg plejede.
Hvis min erfaring afspejler en bredere tendens, kan konsekvenserne for Twitter være dybtgående. Det ville signalere en tendens til, at brugere sorterer sig selv i to lejre: dem, der tweeter, og dem, der retweet.
Det er uden tvivl også en alt for forsimplet konklusion, men det stemmer overens med The Atlantics klagesang om, at Twitter ikke er den træhusklub, den engang var.
I sine tidlige dage var Twitter et netværk af ligeværdige, hvor berømtheder og ikke-enheder ville tale uden forskel. Nu deler det sig i en optrædende klasse og et publikum. Indflydelse og rækkevidde konsoliderer sig i hænderne på de få.
Kan du lide det eller ej, dag for dag ligner Twitter mindre et socialt netværk og mere som de mainstream-medier, det engang så ud til at være bestemt til at detronisere.
Holden Frith tweeter (ind imellem) kl twitter.com/holdenfrith
