Øjeblikkelig udtalelse: Storbritannien kan ikke give Rusland skylden for sin 'underlige politik'
Din guide til de bedste klummer og kommentarer tirsdag den 21. juli
Tidligere premierminister David Cameron mødes med Ruslands præsident Vladimir Putin i 2012
Peter Macdiarmid/Getty Images
Ugens daglige opsummering fremhæver de fem bedste meningsindlæg fra hele britiske og internationale medier, med uddrag fra hver.
1. Hugo Rifkind i The Times
på at pege finger af skurke
Vores underlige politik kan ikke alle bebrejdes Rusland
Hvis [Rusland-rapporten] føles som en fugtig squib, vil hovedårsagen være, at forventningerne er så høje. Man kunne mærke det i weekenden, da spekulative historier antydede, at vi snart ville lære endegyldigt om russisk indsats på alle mulige områder. Som om, hvis det ikke var for Vladimir Putin, ville en tidsalder med ret alarmerende populisme ikke være sket, og vi ville bare have haft Sir Paul McCartney til at spille Hej jøde ved åbningsceremonien ved OL i 2012 for altid. Og som om, når dette bliver bevist, vil vi bare være i stand til at slå det hele fra og gå tilbage... Med aktivister, der ser røde under deres senge, og rivaler, der opfører sig som bots for sjov, og sikkerhedsvagter, der opfører sig på samme måde, fordi de kan ikke lade være, ægte ondartet interferens vil altid være svær at få øje på. Og bagefter, når politiske kampe er vundet eller tabt, vil det altid være faretruende svært at sige, at det overhovedet har betydning. Det viser dog kun, hvorfor det betyder så meget.
2. Michael Deacon i The Daily Telegraph
om at forsure forholdet til en tidligere handelsallieret
George Osborne lovede os et 'gyldent årti' med Kina. Det ser ikke helt ud til at fungere
Det var en anden verden, 2015. David Cameron havde netop fejret at vinde et parlamentsvalg og så frem til en behagelig anden periode i nr. 10, inden han i 2019 overlod tøjlerne til sin kansler, George Osborne. For øjeblikket indledte hr. Cameron forhandlinger med europæiske ledere for at sikre en triumferende ny aftale for Storbritannien, der ville gøre Remains sejr i den kommende EU-afstemning til en formalitet. Og måske endnu mere spændende - han var ved at føre Storbritannien ind i et glorværdigt nyt forhold til Kina. Til dette formål blev præsident Xi Jinping beæret med et statsbesøg i Storbritannien, hvor han holdt en tale til parlamentet om 'venskabelige bånd' og 'gensidig hengivenhed', og hr. Cameron forkælede ham med fish and chips og en hyggelig pint i en Buckinghamshire country pub... Det var kun fem år siden. Alligevel ser det ud til, at vi nok nu kan glemme det 'gyldne årti'.
3. Elizabeth Warren, demokratisk senator fra Massachusetts, i The New York Times
om, hvad senatet kan gøre for at bekæmpe coronavirus
For at bekæmpe pandemien, her er min must-do-liste
Mens virussen fortsætter med at rase, er udvidet arbejdsløshedsdækning kritisk. I stedet for at sætte vilkårlige udløbsdatoer for arbejdsløshedsforsikring, lad os binde disse ydelser til økonomiske realtidsdata. Familier ville have det bedre, og vi ville investere i et stærkere økonomisk opsving. Den strukturelle racisme, der længe har eksisteret i dette land, har fået pandemien til at ramme sorte og latino-kvarterer og det indiske land særligt hårdt. Den næste nødhjælpspakke skal omfatte Senatets demokraters forslag om mindst 350 milliarder dollars, der straks investeres i disse samfund. For at undgå en tsunami, der kan sætte millioner af mennesker ud på gaden, bør Kongressen forlænge og udvide det nationale udsættelsesmoratorium, yde nødhjælp til leje og øge finansieringen til familier, der oplever hjemløshed. Vi bør i store træk annullere studielånsgæld, så familier ikke har en studiegældsbombe, der venter på dem på den anden side af denne pandemi - en byrde, der igen falder uforholdsmæssigt meget på farvede studerende.
4. Olivia Marks-Waldman, administrerende direktør for Holocaust Memorial Day Trust, i The Independent
om behovet for international handling mod Kina
Forfølgelsen af uighuriske muslimer i Kina viser, at vi ikke har lært af tidligere folkedrab
Beviserne er der alt sammen. Vi kan se, hvad der sker. På trods af de udfordringer, journalister står over for, der forsøger at rapportere fra regionen, er de oplysninger, vi ser, klare, og verden ved, hvad der foregår. Men er denne viden nok til at foranledige international handling? Over 100 dage i 1994 fandt folkedrabet i Rwanda sted. Da folkedrabet begyndte, blev FN-styrker trukket tilbage fra området. Det internationale samfund vidste, hvad der skete, og FN's Sikkerhedsråd diskuterede, om de skulle handle. Mens de gjorde det, blev hele familier slagtet i deres hjem, på gaderne og i kirker, hvor de havde ly. Svaret var for sent. Cirka en million tutsier blev myrdet. I dag spørger mange rwandere stadig, hvorfor det internationale samfund undlod at træde til, hvilket efterlod hele samfund til at blive myrdet... Hvis det internationale samfund fortsætter med at se beviserne komme fra Kina, men nægter at handle, før det er for sent, om år til kommer den 27. januar, vil vi også lære om uighurerne, og hvordan deres kultur blev ødelagt?
5. Nathalie Olah, forfatter til Steal As Much As You Can, i The Guardian
på en industri, der kun er åben for nogle få velhavende
Efter pandemien vil Storbritanniens kunstsektor være mindre forskelligartet end nogensinde
Pandemien har givet et dystert slag for usikre arbejdere i kunst- og mediesektoren og folk med lavindkomstbaggrund, der håber på at bryde ind i disse industrier. Virkningen af dette vil være dobbelt: På kort sigt risikerer tusindvis af mennesker, der bidrager til Storbritanniens kreative liv, at miste deres levebrød. På længere sigt risikerer Storbritanniens kunst- og kultursektor at blive yderligere skæv mod et velhavende mindretal. Medmindre sektoren bestræber sig på at repræsentere et bredt tværsnit af samfundet, hvilken sag har den i at anmode om økonomisk støtte? Som den franske sociolog Pierre Bourdieu udtrykte det i en foredragsrække fra 1996 om tv, er journalister – og i forlængelse heraf tv-værter, kunstnere, forfattere, skuespillere, instruktører og musikere – ’reality makers’. De har magten til at skabe en verden, som vi andre forbruger. Så længe markedsimperativer forhindrer kunst- og kultursektoren i at afspejle offentlighedens interesser i deres idriftsættelses- og ansættelsespraksis, kan den ikke gøre krav på at repræsentere virkeligheden.
