Viviane Sassens kenyanske souvenirs
Fra sit atelier i Amsterdam diskuterer mode- og kunstfotografen lys, positurer og eksotiske roadtrips
Den danske forfatter baronesse Karen Blixen åbner sin store erindringsbog fra 1937, Out Of Africa, med en kortfattet, men alligevel fordybende beskrivelse af sine eksotiske omgivelser. 'Jeg havde en gård i Afrika, ved foden af Ngong Hills', skriver hun. 'Om dagen følte du, at du var kommet højt op, tæt på solen, men de tidlige morgener og aftener var klare og afslappende, og nætterne var kolde.' I dag er det samme strålende lys fanget på billederne af den hollandske fotograf Viviane Sassen.
Født i 1972 tilbragte Sassen sin tidlige barndom i det vestlige Kenya, før hendes familie flyttede til Holland, da hun var fem år gammel. I roden af Sassens kunst er hendes minder om det afrikanske landskab, dets klima og dets mennesker. 'Det var mine allerførste barndomsår, hvor jeg første gang bevidst oplevede alt,' husker hun. 'Nogle gange siger jeg, at det er som en plan, i disse formative år.'
On location for mærker inkl Paul Smith , Missoni og Hermes , eller når hun arbejder på sine egne kunstprojekter, klikker Sassen på lukkeren, når solen er i højeste højde, og hendes modeller kaster skarpe skygger med skulpturelle positurer. Hendes billeder udvisker grænsen mellem samtidskunst og kommercielt fotografi. 'I stedet for at undgå middagslys, ville jeg begynde at skyde omkring de tidsrammer,' siger Sassen om den eksperimentelle metode, hun udviklede, da hun første gang optog Kenyas befolkning ved hjælp af sin fars analoge Pentax-kamera. 'Jeg har altid været inspireret af skygger, og jeg tror, det er noget, der siden er blevet en del af mit arbejde.'
Sassen meldte sig oprindeligt til at studere modedesign i Arnhem, en kort køretur sydøst fra Amsterdam. Hendes jævnaldrende omfattede designere Viktor & Rolf, og hun ville modellere duoens kreationer for at få enderne til at mødes som studerende. To år inde i sit kursus skiftede hun retning til fotografi og dimitterede i 1996 fra HKU University of the Arts Utrecht, som hun fulgte med en etårig specialiseret mastergrad i Fine Art ved Ateliers Arnhem. Den første udgivelse, der omtalte Sassens arbejde, var Austerlitz, et litterært magasin, hurtigt efterfulgt af Olivier Zahms avantgardetitel Purple ved årtusindskiftet.
Halvvejs i vores interview bliver Amsterdam ramt af et blackout. Spændingen mellem lys og mørke er sådan et omdrejningspunkt for Sassens arbejde, timingen af dette energisvigt virker passende, hvis ikke profetisk. 'Tøj kan skabe eller ødelægge et godt billede,' funderer hun over en kop te. Uden elektricitet på sit atelier ved Prinsengracht, byens længste kanal, er Sassen rykket ud til sit fotolaboratorium i nærheden for at genoptage vores snak.
Selvom det ikke helt udelukker en tilbagevenden til Kenya, er Holland i øjeblikket hjemsted for Sassen og hendes familie. 'Jeg synes, det er meget vigtigt at holde denne balance mellem arbejde og privatliv,' forklarer hun. 'Ellers havde jeg valgt at bo i New York eller Paris eller London for længe siden.'
Sassen har god grund til at opsøge hjemmets enkelhed; hendes arbejde dikterer, at hun konstant er på farten, globetrotter fra kontinent til kontinent, og arbejder for et væld af designere. Tomas Maier henvendte sig til hende for at optage hans SS16 Bottega Veneta-kampagne som en del af mærkets 'Art of Collaboration'-projekt. Til dato er Sassen den eneste fotograf, der har arbejdet på to på hinanden følgende kampagner med Maier. Til AW16 placerede hun modellerne Rianne van Rompaey og Simon Fitskie i det surrealistiske og solbeskinnede betonlandskab i Il Grande Cretto, land art-mesterværket skabt af den italienske maler/skulptør Alberto Burri i det centrale Sicilien.
'Hvis der ikke er nogen forestilling om det virkelige, det hverdagslige, bliver det kedeligt,' siger Sassen om sin komposition. 'Jeg plejede at planlægge mange optagelser ved at lave skitser – jeg har altid en skitsebog med – men i dag har jeg en tendens til bare at følge strømmen. Jeg tror, det er en af de største egenskaber ved at blive ældre: på et tidspunkt har du nået dette niveau af erfaring, så du ved, hvordan du skal håndtere forskellige situationer. Det er selvtillid, men det er også en slags intuition«.
Sassens liste over kunder – så forskelligartet som Le Monde og POP magazine – vidner om den slagkraftige og samlende kvalitet af hendes arbejde. Da den amerikanske designer Phillip Lim første gang rekrutterede Sassen i 2015, tog parret af sted til Bhutan, uhindret af den opslidende tidsplan, der typisk tildeles en modekampagne. Parret rejste tværs over det sydasiatiske land med en lille besætning og to streetcast-modeller, hvor de optog looks på ad hoc-steder. 'Det var næsten som at se landet som turist,' husker Sassen. 'Jeg havde aldrig været disse steder, og vi havde næsten ikke billeder af lokationen. Vi havde lige denne rejseplan for, hvor vi ville hen, og vi ville være åbne over for det, vi stødte på.'
Trods en travl hverdag finder Sassen tid til kunstprojekter; hun har haft soloudstillinger rundt om i verden, fra Savannah, Georgia i USA til Cape Town i Sydafrika, samt arbejde repræsenteret på Daegu Photo Biennale i Sydkorea, og også Venedig Biennalen. I 2014 fremviste ICA den serie af billeder, hun skød i Pikin Slee, en landsby dybt inde i regnskoven i Surinam, mens Sassens slutning af 2014/begyndelsen af 2015 i The Photographers' Gallery i det centrale London var hendes første ordentlige retrospektiv. Udstillingens titel var 'Analemma: Fashion Photography 1992-2012', opkaldt efter den ottetalsform, der blev skabt, hvis man skulle plotte solens position set fra samme sted på samme tid over rummet et år. 'Jeg er ambitiøs, men ikke i den forstand, at jeg vil arbejde for det mærke eller dette magasin; det er mere selve værket,« siger fotografen om sine kunstneriske bestræbelser.
Ligesom førnævnte danske baronesse har Sassen fanget sin passion for Afrika på den trykte side: Parasomnia, der blev udgivet i 2011, er en drømmeagtig dagbog over hendes rejser gennem Vest- og Østafrika. I Sassens billeder bøjer, strækker og kaster modellerne deres kroppe i dramatiske, desorienterende stillinger. Mange af hendes fotografier viser ingen ansigter, kun de smidige lemmer af hendes motiver, der kaster skygger mod intenst oplyste baggrunde. 'Når du ser et ansigt, handler det om netop den person, og du kan læse billedet ved at læse en persons ansigt. Men hvis du ikke ser ansigtet, føler jeg, at du stadig kan mærke en følelse fra kropsstillingen. Det er en meget organisk proces, nærmest som at arbejde med ler,« siger Sassen og beskriver sin fortolkning af modeller som menneskeskulpturer. 'Det er et samarbejde mellem mig og min model.'
I lighed med hendes fascination af lys, udspringer fotografens interesse for den menneskelige form fra personlige oplevelser under opvæksten. 'Jeg har altid haft denne fascination af kroppen og skulpturen,' forklarer hun. 'Da jeg var teenager, var jeg supermager, og jeg stod foran spejlet og lavede virkelig mærkelige former. Det ville virkelig fascinere mig.' Sassens far var læge på hospitalet i den afsidesliggende kenyanske landsby, hvor hun voksede op, og familiens hjem grænser op til et hospice for børn, der lider af polio. Det var her, hun fandt sine legepladsvenner og skabte tidlig interesse for menneskets anatomi. 'Det gik ikke op for mig, at det var en meget alvorlig sygdom,' husker hun i dag. 'Jeg så det hver dag, så det var lidt normalt for mig, men på samme tid var jeg fascineret, fordi jeg troede, der var denne skønhed i det.'
Tilbage i Holland arbejder Sassen i øjeblikket på tre nye personlige projekter, hvoraf det ene eksperimenterer med at bruge Photoshop på en overdreven måde. 'Vi må se, hvor det bringer mig hen,' siger hun eftertænksomt. Indtil videre har Sassens intuition tjent hende godt.
