Morrisseys debutroman Liste over de forsvundne: bedste af de værste anmeldelser
'Morrisseys forældede ekskrementer' De første anmeldelser er kommet, og de er ikke kønne
Ian Gavan/Getty Images
Morrisseys debutroman List of the Lost er blevet vildt af kritikere for sin 'monstrøst overskrevne' prosa og 'grufulde' sexscener.
Den tidligere frontmand af The Smiths vandt priser for sin selvbiografi for to år siden, hvor en anmelder beskrev den som den 'bedst skrevne musikalske selvbiografi siden Bob Dylan's Chronicles'.
Men hans første forsøg på fiktion har hidtil haft det modsatte svar.
List of the Lost fortæller historien om et teenagebanestafethold i forstaden Boston i 1970'erne. En af holdet – ved navn Ezra Pound – dræber ved et uheld en gammel mand under en aften i skoven, og drengene bliver derfor forbandede.
Romanen omhandler mandligt venskab, rivalisering, sex, mord, amerikansk politik og børnemishandling, selvom kritikere klager over, at den undlader at sige noget oplysende om nogen af dens temaer, og at alle karaktererne taler meget som Morrissey, med sætninger som 'My krop er dekorativ kunst! Jeg glæder mig over min egen storhed!'
Også inkluderet er snesevis af 'mini-rants', der berører sangerens velkendte kæledyrshad, såsom kongefamilien og Margaret Thatcher.
Her er de bedste af de værste anmeldelser:
'Længde gamle skomagere'
Alex Clark kl The Guardian beskriver List of the Lost som 'verbose, tangentiel, ufokuseret', 'forvirrende over hele butikken' og - på blot 118 sider - 'alt for lang'. Hun beklager det faktum, at Morrissey ikke havde nogen redaktør, hvilket resulterede i nogle 'rene vrøvl'-sætninger og intet klart plot eller, faktisk, pointe. 'Alligevel er her den hengivnes situation: Midt i dette fuldstændige affald er der små glimt af Moz-som-var,' siger Clark og peger på nogle af bogens finere linjer. Hun tilføjer: 'Vi fodsoldater i Moz-hæren har haft mere at kæmpe med end denne ladning af gamle skomagere, som helt sikkert kunne være blevet forbedret, hvis nogen havde bekymret sig nok eller, mere sandsynligt, fået lov til det.'
'monstrøst overskrevet'
I hendes en-stjernede anmeldelse, den Daily Telegraph 's Charlotte Runcie siger, at Morrisseys metaforer er blandet 'ud over al fatteevne', og at romanen er 'monstrøst overskrevet' fra første side til sidste. 'Har der nogensinde været et mindre sexet øjeblik i litteraturen end Morrissey, der beskriver 'det smertefulde vanvid ved hans løgagtige hilsen', da det 'smagede sig ind i alle muskler i Elizas krop bortset fra den ellers centrale zone'?' spørger Runcie. Men det, der slog hende, var, hvor lidt disse 'grufulde' sexscener skiller sig ud. 'Resten af romanen er lige så overdreven, lige så useriøs, lige så dårligt udtænkt, akavet udtrykt og dovent forestillet.'
'Frastødende behandling af kvinder'
Nico Hines, London-redaktør af Daily Beast , siger skriften er 'grinende klodset, karaktererne tyndt tegnet, stilen opstyltet'. Men det mest iøjnefaldende problem med List of the Lost er dens 'afvisende behandling af kvinder', siger Hines, med en 'ekstraordinær tone af kvindehad' gennemsyret hele historien. Imens er de blandede metaforer 'blandt de sjoveste dele af bogen', siger han. 'Kryptografer arbejder stadig på denne sætning: 'Politikere undrer sig over vælgernes underdanige godtroenhed, og de hang-hungrende dommere i Amerika forblev med beagle-næb på deres bænke; med bind for øjnene Fader Tid altid klar til at smide bogen og løbe op ad flagstangen.''
'Upoleret lort af en bog'
Måske kommer en af de hårdeste kritik fra Værge 's musikredaktør Michael Hann, der advarer: 'Læs ikke denne bog; besudle dig ikke med det, hvor fristende det end virker.' Hann siger, at alle de mennesker, der 'hyrdede det til at trykke, burde hænge med hovedet i skam', fordi det er 'svært at forestille sig, at noget så slemt er blevet lagt mellem omslag af andre end et forfængeligt forlag'. Sammenfattende siger Hann, at det er en 'upoleret lort af en bog, det forældede ekskrementer fra Morrisseys fantasi'.
AA Gill belønnes for Morrissey-øksejob
12. februar 2014
SUNDAY TIMES klummeskribent AA Gill har vundet prisen Hatchet Job of the Year, overrakt af The Omnivore hjemmeside for hans skarpe anmeldelse af Morrisseys selvbiografi.
'Det er en tung tome, fuldstændig blottet for indsigt, varme, visdom eller sympati,' skrev Gill i sin 1.200 ords nedrivning af Morrisseys værk, udgivet i oktober sidste år. 'Det er en potentiel ildtænder af forfængelighed, selvmedlidenhed og logorrhoeisk sløvhed.'
Gill var også skarp over Morrisseys insisteren på, at bogen skulle udgives som en Penguin Classic. 'At sætte det i Penguin Classics formindsker ikke Aristoteles eller Homer eller Tolstoy; den håner bare Morrissey, og dette er en ydmygelse konstrueret af sit offers selvagtelse.'
Anmeldelsen blev hyldet som en 'ekspert stok' af et panel af dommere, herunder Rosie Boycott, Brian Sewell og John Sutherland.
'De 30 anmeldere på den lange liste blev let reduceret til otte, og da vi slog dem ud af listen fra bunden til toppen, dukkede vinderen op uden argumenter,' sagde Sewell.
Anmeldelsen, som kan læses fuldt ud på The Omnivore, erklærede Morrisseys opsummering af hans tidlige liv for at være 'latterligt overdrevet og overskrevet, en litani af retrospektiv sår og partitur, der lyder som en krydsning mellem Madonna og Catherine Cookson'.
Gill er den anden Sunday Times-journalist, der modtager prisen, den Værge rapporter. Sidste år tog Camilla Long førstepladsen for sin anmeldelse af Rachel Cusks erindringer, Aftermath, som hun erklærede som værket af 'en sprød lille dominatrix og jævnaldrende narcissist, der udnytter sin mand og sit ægteskab med velbehag'.
Prisen blev indstiftet for at 'hæve profilen af professionelle kritikere og for at fremme integritet og vid i litterær journalistik'. AA Gills belønning var den eftertragtede 'Golden Hatchet'-gong og et års forsyning af rejer i potte, som blev præsenteret i går aftes ved en ceremoni i Coach and Horses pub i Soho, London.
